Jeg er høj. Glad og lykkelig for at være ude af sengen. Jeg har ligget i min seng i godt & vel en uge nu og idag fik jeg nok. Jeg er gået glip af diverse festligheder og forestillinger og job. Jeg har haft dommedags-profetier, set for meget tv & go-morgen dk, været opgivende og træt - og i aftes havde jeg købt billet til CPH:DOX. Jeg måtte igang igen og med forsigtige skridt kom jeg ud af døren og ned til Istedgades virkelighed og gadens ualmindeligt mange biler og cyklister og ludere og sociale tilfælde og turister og mennesker i al almindelighed. Jeg var lettet og glad.
Efterklang viste først deres koncertfilm, 'Performing Parades' af Benjamin Hesselholdt, og spillede derefter en del nye numre. Filmen var rigtig fin og en smule overvældende, da det var fra deres optræden i DR's koncerthus, med et kæmpe orkester og en scenografi skabt af Hvass&Hannibal. På scenen i aftes var de en brøkdel af bandet og med et publikum på omkring en 150 stykker, var det temmelig intimt og rigtig fedt. Jeg glæder mig til deres album kommer, da de nye numre havde en helt anden 'sound' og var knap så storslåede og post-rock'ede (hvis man må smide dem ind under den genre). Det var helt fantastisk. Tess & jeg sad begge og smilede under hele koncerten og jeg fik foreviget aftenen med et par billeder.
Klip fra 'Performing Parades' - Caravan på YouTube.



Ingen kommentarer:
Send en kommentar